Audiatur et altera pars

Medborgere Repræsentanter!

Jeg har indgivet til Førsamlingen et Amendement, der har til Gjenstand Ophævelsen af de akademiske Grader. Min Sundhed tillader mig ikke nærmere at udvikle det fra Tribunen. Tillader mig derfor at tage min Tilflugt til Pennen.

Spørgsmaalet er af overordentlig Vigtighed. Hvor mangelfuld end den Lov kan være, der er bleven udarbeidet af eders Komite, tror jeg dog, at den vilde betegne et stort Fremskridt udover den offentlige Undervisnings nuværende Standpunkt, dersom den blev forandret i Overensstemmelse med mit Forslag.

De akademiske Grader have den tredobbelte slemme Følge, at de gjøre Undervisningen ensformig (Ensformighed er ikke Enhed), og at de paatrykke den Præget af Ubevægelighed, efterat de have givet den den fordærveligste Retning.

Er der noget i Verden, som efter sin Natur er fremadskridende, saa er det Undervisningen. Thi hvad andet er den vel isandhed, end en Overlevering fra Slægt til Slægt af de Kundskaber, Samfundet har erhvervet, det vil sige af en Skat, der bliver større og renere med hver Dag.

Hvad er da Aarsagen til, at Undervisningen i Frankrige er forbleven ensformig og stillestaaende helt siden den Tid, da den udgik af Middelalderens Mørke? Det er, fordi den er bleven monopoliseret og ved de akademiske Grader indesluttet af uoverstigelige Skranker.

Der var en Tid, da det for at erhverve sig Kundskaber i hvilkensomhelst Retning var ligesaa nødvendigt at lære Latin og Græsk, som det nu er uundgaaeligt for Baskere og Bretagnere at begynde med at lære sig Fransk. De levende Sprog vare ikke uddannede. Bogtrykkerkunsten var endnu ikke opdaget; den menneskelige Aand havde endnu ikke forsøgt at gjennemtrænge Naturens Hemmeligheder. At være lærd var at vide, hvad Epikur og Aristoteles havde tænkt. I de høiere Samfundsklasser roste man sig af ikke at kunne læse. En eneste Klasse besad og meddelte Lærdom, det var Præsterne. Hvilken kunde da denne Lærdom være? Det er klart, at den maatte være indskrænket til Kundskab i de døde Sprog og fornemmelig Latin. Der fandtes kun latinske Bøger; man skrev blot paa Latin; det Sprog, der benyttedes ved Gudstjenesten, var Latin; Præsterne kunde ikke undervise i andet end det, de selv havde lært, Latin.

Man kan saaledes let begribe, at Undervisningen i Middelalderen indskrænkede sig til Studiet af de døde Sprog, høist uegentlig kaldte de lærde.

Er det naturligt, er det gavnligt, at det samme Forhold finder Sted i det 19de Aarhundrede? Er Latinen et nødvendigt Middel for Erhvervelsen af Kundskaber? Er det i de Skrifter, Romerne have efterladt os, man kan lære Religion, Fysik, Chemi, Astronomi, Fysiologi, Historie, den offentlige Ret, Moral, Teknologi eller Statsøkonomi?

At forstaa et Sprog ligesom at kunne læse er at være i Besiddelse af et Værktøi. Og er det ikke besynderligt, at vi skulle tilbringe vor Ungdom med at tilegne os Færdighed i at bruge et Værktøi, som senere hen i Livet er af ingen eller ialfald liden Nytte, siden vi knapt have lært at benytte det, førend vi af al Magt søge at glemme det? – Ak, hvorfor kan man ikke ligesaa hurtigt glemme de Indtryk, dette fordærvelige Studium efterlader?

Hvad vilde vi vel sige, dersom man i St. Cyr, for at forberede Ungdommen i den moderne Krigsvidenskab, udelukkende lærte den at kaste Sten med Slynge.

Vort Lands Love byde, at de mest ansete Livsbaner skulle være tilstængte for enhver, der ikke er Student. De byde desuden, at man for at kunne blive Student maa have pakket sit Hoved fuldt med Latin, saa at intet Andet faar Rum der. Følgen er, som hele Verden ved, at de unge Mænd, som ville optages ved Universitetet, have udregnet det Kvantum, som netop er nødvendigt for at erholde Graden og lade sig nøie dermed. I sukke og klage. Begriber I da ikke, at det er en Ytring af den almene Retsbevidsthed, som ikke vil lade sig paalægge et unyttigt Arbeide?

At undervise i Kunsten at bruge et Instrument, som, saasnart man har opnaaet Færdighed deri, ikke mere giver nogen Lyd fra sig, er vel den besynderligste Uregelmæssighed man kan tænke sig. Hvorledes har den kunnet vedblive helt til vore Dage? Forklaringen ligger i det ene Ord: Monopol. Det er Monopolets Natur at slaa alt, hvad det kommer nær, med Lamhed.

Jeg skulde derfor have ønsket, at den lovgivende Førsamling havde virkeliggjort Undervisningens Frihed, det vil sige dens Udvikling. Det er desuagtet besluttet, at det ikke skal blive saa. Vi ville ikke faa en fuldstændig Frihed. Man tillade mig da at gjøre et Forsøg paa at redde idetmindste en Flig deraf.

Friheden kan betragtes baade med Hensyn til Person og Sag – ratione personæ et materiæ, som Juristerne sige; thi at undertrykke Konkurrensen mellem Methoder er et ikke mindre Attentat mod Friheden end at undertrykke Konkurrensen mellem Personer.

Man har sagt: «Undervisningsbanen bliver fri; thi hvemsomhelst kan gaa ind paa den.» Dette er en stor Vildfarelse.

Staten eller rettere sagt Partiet, Faktionen, Sekten, Personen, som for Øieblikket og tilmed paa fuldkommen lovlig Vei, bemægtiger sig den høieste Magt, kan give Undervisningen hvilken Retning den vil og forme alle Intelligenserne efter eget Behag ene og alene ved Anvendelse af Grademekanismen.

Giv en Person Rettighed til at uddele akademiske Grader, og Undervisningen vil, selv om han overlader eder fuldkommen Frihed til at undervise, de facto være hans Tjenerinde.

Jeg, en Familiefader og den Lærer, jeg spørger til Raads i Anledning af min Søns Opdragelse, vi kunne tro, at den virkelige Lærdom bestaar i at vide, hvad Tingene ere og hvad de frembringe saavel i den fysiske som i den moralske Verden. Vi kunne muligens tro, at den er den bedst underviste, som gjør sig den klareste Forestilling om Tingene og som bedst kjender det forenende Baand mellem Aarsager og Virkninger. Vi vilde da basere Undervisningen paa dette Udgangspunkt. Men, Staten har en anden Mening. At være lærd er i dens Tanke det samme som at kunne scandere Vers af Plautus og at kunne citere Thales, og Pythagoras’ Anskuelser om Ilden og Luften.

Hvad gjør nu saaledes Staten? Den siger til os: Undervis eders Elev i hvad I vil; men naar han er bleven tyve Aar gammel, vil jeg lade ham examinere i Pythagoras’ og Thales’ Læresætninger; jeg vil lade ham scandere Plautus’ Vers, og dersom han ikke er tilstrækkeligt hjemme i disse Materier til at overbevise mig om, at han har helliget hele sin Ungdom dertil, vil han hverken blive Læge eller Sagfører eller Embedsmand eller Konsul eller Diplomat eller Skolelærer.

Efter en saadan Ytring har jeg naturligvis ingen anden Udvei end at underkaste mig; thi jeg kan ikke paatage mig Ansvaret for at have udelukket min Søn fra saamange skjønne Livsbaner. I kan længe nok sige til mig, at jeg er fri; jeg paastaar dog, at jeg ikke er det, saalænge I tvinge mig til at gjøre min Søn, ialfald efter min Anskuelse, til en Pedant – maaske til en vederstyggelig liden Taler – og ganske sikkert til et uroligt Brushoved.

Thi hvis endda de klassiske Studier stod i nogen Forbindelse med vor Tids Behov og Interesser! hvis de endda alene var unyttige! men de ere i den sørgeligste Grad skadelige. At give Menneskeaanden en falsk Retning, se det er den Opgave, som de Autoriteter, til hvilke Undervisningens Monopol er overdraget, synes at have sat sig, og som de ogsaa have løst. Det er dette jeg nu skal søge at vise.

Siden denne Debats Begyndelse have Universitetet og Geistligheden kastet gjensidige Beskyldninger paa hverandre ligesom Bolde. I fordærve Ungdommen med deres filosofiske Rationalisme, siger Geistligheden. I forkue og sløve dens Aand med eders religiøse Dogmatisme, svarer Universitetet.

Hertil kommer endnu det mæglende Parti, som siger: Religionen og Filosofien ere Søstre. Lader os forene Auktoritetstroen med den fri Forskning. Universitet og Geistlighed, I have hver til sin Tid havt Monopolet; deler det nu, og lader dermed Striden være endt.

Vi have hørt den ærværdige Biskop af Langres paa følgende Maade apostrofere Universitetet: «Det er eder som har givet os den socialistiske Generation fra Aaret 1848.»

Og Hr. Cremieux har skyndt sig med at slynge Beskyldningen tilbage med disse Ord: «Det er eder som har opfostret den revolutionære Generation fra 1793.»

Dersom der er noget Sandt i disse Paastande, hvad maa man saa slutte deraf? Jo, at begge Undervisningssystemer have været fordærvelige, ikke ved det, hvori de ere forskjellige, men ved det, som er fælles for dem begge.

Ja, det er min Overbevisning, begge disse to Undervisningssystemer have noget tilfælles med hverandre og det er Misbrugen af de klassiske Studier, og det er herved begge have fordærvet Folkets Dømmekraft og moralske Følelse. De adskille sig deri, at den ene gjør det religiøse, den anden det filosofiske Element til det fremherskende; men disse Elementer ere saa langt fra at have anstiftet det Onde, hvorfor man beskylder hverandre, at de snarere have formindsket det. Vi skylde dem, at vi ikke ere saa barbariske som de Barbarer, der gjennem Latiniteten idelig fremstilles for os til Efterligning.

Man tillade mig at opstille en Forudsætning, der maaske kan synes noget dristig, men som vil gjøre min Tanke begribelig.

Jeg antager da, at der ensteds hos Antipoderne findes en Nation, som hadende og foragtende Arbeide har grundet sin Existens paa jevnlig Plyndring fra de tilgrændsende Folk og paa Slaveriet. Denne Nation har dannet sig en Politik, en Moral, en Religion, en Folkeopinion, der stemmer overens med den brutale Grundsætning, som bevarer og udvikler dens Magt. Efterat Frankrig har givet Geistligheden Monopol paa Opdragelsen, ved denne ingen bedre Udvei end at sende hele den franske Ungdom til dette Folk, for at leve dets Liv, inspireres af dets Følelser, begeistres af dets enthusiastiske Ideer, med et Ord indaande dets Ideer ligesom Luften. Den drager blot Omsorg for, at hver Elev ved Bortreisen er forsynet med en liden Bog kaldet det ny Testamente. De saaledes opfostrede Generationer vende tilbage til deres Fædrenejord; en Revolution udbryder; man kan let tænke sig, hvilken Rolle de deri ville spille.

Naar nu Staten ser dette, tager den Undervisningsmonopolet fra Geistligheden og overdrager det til Universitetet. Universitetet tro, som det er, mod Traditionerne, sender ogsaa paa sin Side Ungdommen til Antipoderne, til det af Rov levende og slaveeiende Folk, efterat det dog først har forsynet den med en liden Bog betitlet: Filosofi. Fem eller sex saaledes opfostrede Generationer have neppe gjenseet deres Fædrenejord, før en ny Revolution bryder løs. Uddannede i den samme Skole som deres Forgjængere, vise de sig som deres værdige Medbeilere.

Saa begynder Krigen mellem Monopolets Indehavere. Det er eders lille Bog som har foraarsaget Ondet, siger Geistligheden. Det er eders, svarer Universitetet.

Nei, mine Herrer, eders smaa Bøger har ingen Del i alt dette. Hvad der virkelig har forvoldet det Onde er den forunderlige Ide, som I begge have faaet og udført, den at sende den franske Ungdom, der er bestemt til Arbeide, Fred, Frihed for at indsuge og mætte sig med Følelser og Anskuelser, der tilhøre et Folk af Røvere og Slaver.

Jeg paastaar saaledes, at de samfundsopløsende Læresætninger, som man har givet Navn af Socialisme eller Kommunisme, ere en Frugt af den klassiske Undervisning, hvad enten den meddeles af Geistligheden eller Universitetet. Jeg tilføier, at Studenterexamen vil tvinge de tilsyneladende fri Skoler, der, som man siger, ville fremstaa i Anledning af denne Lov, til at optage i sig den klassiske Undervisning. Det er af denne Grund, jeg forlanger Afskaffelsen af de akademiske Grader.

Hvad Eiendommen angaar, saa drister jeg mig til at paastaa, at man ikke finder en eneste taalelig Definition af den hos den hele Oldtid. Vi sige: Mennesket eier sig selv, følgelig sine Evner og hvad det med dem frembringer. Men kunde Romeren fatte en saadan Anskuelse? Eiere af Slaver, kunde de sige: Mennesket tilhører sig selv»? De som foragtede alt Arbeide, kunde de sige: Mennesket raader over, hvad det har frembragt med sine Evner? Det vilde have været det samme som at sætte det almindelige Selvmord i System.

Hvorpaa grundede da Oldtiden Eiendomsretten? Paa Loven. Fordærvelige Forestilling, den fordærveligste som nogensinde har indsneget sig i Verden, da den retfærdiggjør Brugen og Misbrugen af alt hvad Loven behager at erklære for Eiendom, endog det Stjaalne, bestod det end i bortrøvede Mennesker.

I disse Barbariets Tider kunde Friheden ikke opfattes bedre. Hvad er Friheden? Det er Indbegrebet af Frihederne. At have Frihed til paa eget Ansvar at tænke og handle, at tale og skrive, at arbeide og afhænde Produkterne af sit Arbeide, at undervise og lære, det er at være fri. Kan en Nation, som er disciplineret for bestandig Krig, opfatte Friheden saaledes? Nu, Romerne prostituerede med en vis Dristighed dette Navn under de indvortes Stridigheder, som Byttets Deling opvakte hos dem. Anførerne vilde have Alt; Folket fordrede sin Andel. Herfra de stormende Optrin paa Forum, Udvandringerne til Aventinerbjerget, Agerlovene, Tribunernes Mellemkomst, Demagogernes Popularitet; herfra Sentensen: «Malo periculosam libertatem» &c., som er gaaet over i vort Sprog og hvormed jeg i Skoletiden prydede Bindene paa mine Skolebøger. «Frihed! hvilket Trylleri har ikke dine Storme for store Sjæle!»

Smukke Exempler, ophøiede Forskrifter, dyrebar Sæd til at udsaaes i den franske Ungdoms Sjæl!

Hvad skal man vel sige om den romerske Sædelære? Og jeg taler her ikke om Forholdet mellem Fader og Søn, mellem Mand og Kone, mellem Patron og Klient, mellem Herre og Tjener, mellem Mennesket og Gud, Forholde, som Slaveriet for sig alene maatte forvandle til en Væv af Skjændigheder; jeg vil kun holde mig til det, man kalder Republikens Lysside, Patriotismen. Hvad er nu denne Patriotisme? Had til Udlændingen. At tilintetgjøre al Civilisation, kvæle ethvert Fremskridt, lade Sværdet og Brandfaklen gjøre sin Runde omkring Verden, lænke Kvinder, Børn, Oldinge til Triumfvognene, se det var Ære, det var Dyd. Det er disse Skjændigheder Billedhuggernes Statuer og Digternes Sange have sat sig til Opgave at forevige. Hvor mange Gange have ikke vore unge Hjerter ved dette Skuespil banket af Beundring og Begjærlighed efter at ligne disse herlige Mønstre? Det er paa denne Maade, vore Lærere, ærværdige Præster, de mest erfarne og varmhjertede Mænd, forberedte os til det christelige og civiliserede Liv; saa stor er den nedarvede Sædvanes (Konventionalismes) Magt!

Og Læren har baaret god Frugt; det er uden Tvivl fra Rom vi have faaet denne Tyveriets sande men Arbeidets falske Sætning: Det ene Folks Tab er det andets Gevinst, en Sætning, som endnu regjerer Verden.

For at gjøre os en Ide om den romerske Moral, lader os da tænke os midt i Paris en Forening af Mennesker, som hade alt Arbeide, som have besluttet at skaffe sig Nydelser ved List og Vold og følgelig ligge i Krig med Samfundet.

Man tør ikke drage i Tvivl, at der jo udenfor denne Forening snart skulde uddanne sig en vis Moral og endog glimrende Dyder. Mod, Ihærdighed, Forstillelse, Klogskab, blind Lydighed, Standhaftighed i Ulykken, dyb Hemmelighedsfuldhed, Æresfølelse, Selvopofrelse, se dette er de Dyder, som Nødvendigheden og Opinionen udentvivl vilde udvikle blandt disse Røvere; af denne Art vare Flibustiernes; af denne Art vare ogsaa Romernes. Man vil maaske indvende, at hvad de sidste angaar, saa har Storheden af deres Foretagender, og den umaadelige Fremgang, hvormed de kronedes, kastet et Slør over deres Forbrydelser, der er straalende nok til at forvandle dem til Dyder. Og det er just af denne Grund, at denne Skole er saa fordærvelig. Det er Lasten ikke i sin Nøgenhed, det er den af Glands omstraalede Last, som forfører Sjælene.

Endelig har den gamle Verden, hvad Samfundet angaar, testamenteret den ny to falske Lærdomme, som længe have rystet den og endnu ville gjøre det.

Den ene lyder saa: Samfundet er en Tilstand udenfor Naturen, opkommet ved en Kontrakt. Denne Tanke var ikke saa vildfarende dengang, som den er det nu i vore Dage. Rom, Sparta vare vel to Foreninger af Mennesker, som havde et fælles bestemt Maal: Plyndring; men de vare ikke derfor Samfund, de vare Armeer.

Den anden, et Korollarium af den første, hedder: Loven skaber Rettigheder og følgelig staar Menneskeheden og Lovgiverne i samme Forhold til hverandre som Leret og Pottemageren. Minos, Lykurg, Solon, Numa havde fabrikeret de kretensiske, lakedæmoniske, atheniensiske, romerske Samfund. Plato forfærdigede imaginære Republiker, som skulde tjene til Mønster for tilkommende Folkenes Undervisere og Nationernes Fædre.

Og, lægger vel Mærke hertil, det er just begge disse Ideer, som udgjøre den karakteristiske Eiendommelighed og det betegnende Kjendemærke ved Socialismen, naar man tager dette Ord i sin slette Betydning og som den fælles Benævnelse paa al Slags sociale Utopier.

Enhversomhelst, der, uvidende om, at Samfundslegemet ligesom Menneskelegemet er en Helhed af Naturlove, drømmer om at skabe et kunstigt Samfund, og foretager sig efter eget Tykke at bearbeide Familien, Eiendommen, den almene Ret, den menneskelige Natur, en saadan er Socialist. Han gaar ikke tilværks som Fysiologen, men som Billedhuggeren; han iagttager ikke, han opfinder; han tror ikke paa Gud, han tror paa sig selv; han er ikke Videnskabsmand, han er Tyran; han tjener ikke Menneskene, han behandler dem efter eget Godtykke; han studerer ikke deres Natur, han forandrer dem; i det han følger Rousseaus Raad. Han inspireres af Oldtiden; han tager Lykurg og Plato til Mønster, og man kan først og sidst antage for givet, at han har taget en akademisk Grad.

De overdriver, vil man svare mig, det er ikke muligt at vor studerende Ungdom i den skjønne Oldtid kan indsuge saa fordærvelige Anskuelser og Lærdomme.

Og hvad andet ville I, at den skal tilegne sig der, end hvad der er at finde? Forsøger at gjenkalde eder i Erindringen, i hvilken Sindsstemning I ved Afgangen fra Skolen traadte ud i Verden. Brændte I ei af Begjærlighed efter at efterligne Jordens Ødelæggere og Oprørerne paa Forum? Jeg for min Del maa tilstaa, at naar jeg ser det nuværende Samfund kaste den ny Slægt i titusindvis i samme Støbeformer som de, hvori Brutus og Gracchus ere blevne støbte, for derefter at udslynge dem, udygtige som de ere til alt hæderligt Arbeide (opus servile), i den radikale Presse og paa Gaden, jeg forundrer mig da over, at Samfundet har kunnet bestaa denne Prøve. Thi den klassiske Undervisning er ikke blot uforsigtig nok til at styrte os lige ind i det romerske Liv; den styrter os deri, idet den vænner os til at skjænke det en lidenskabelig Beundring, til at anse det som Menneskehedens skjønneste Ideal, et ophøiet Urbillede, som er stillet altfor høit til at naaes af Nutidens Sjæle, men som vi bør søge at efterligne, uden at vi nogensinde kunne haabe at naa dem.

Hr. Thiers mener, at man ikke noksom kan drage Omsorg for de latinske og græske Studier, men at man derimod høilig maa beklage de unge Mennesker, der til samme Tid skulle plages med Tydsk, Engelsk, Naturvidenskaberne, Historie osv.

At have Kundskab om det der er, se det er det Onde. At gjennemtrænges af romerske Sæder, se det er Moralitet.

Hr. Thiers er hverken den første eller den eneste, der er hjemfalden til denne Illusion, jeg havde nær sagt til denne Mystifikation. Det være mig tilladt med faa Ord at paavise det dybe Mærke (og hvilket Mærke), som den klassiske Undervisning har paatrykket vort Lands Literatur, Moral og Politik.

Det er et Maleri, som jeg hverken har Tid til eller giver mig ud for at kunne fuldende; thi hvilken Forfatter maatte ikke der optræde? Vi ville derfor nøie os med en Skisse.

Jeg vil ikke gaa saa langt tilbage som til Montaigne. Enhver ved, at han var ligesaameget Spartaner gjennem sine flygtige Ideer, som han var det ledet af Smag og Tilbøielighed.

Hvad Corneille angaar, hvem jeg oprigtig beundrer, tror jeg, at han har gjort Aarhundredets Aand en sørgelig Tjeneste, idet han i sine smukke Vers gav et Præg af ophøiet Storhed til de mest unaturlige, overdrevne, vilde og mod Samfundet fiendtlige Følelser.

Fénelon. Nu for Tiden vækker Kommunismen vor Afsky, fordi den forskrækker os; men havde ikke den lange Omgang med de Gamle gjort en Kommunist af Fenelon, af denne Mand som det moderne Europa med Rette anser som det skjønneste Forbillede paa moralsk Fuldkommenhed? Læser hans Telemaque, denne Bog, som man skynder sig med at bringe i Ungdommens Hænder, og I ville der se Fenelon laane Visdommens egen Skikkelse til at undervise Lovgiverne. Og efter hvilken Plan organiserer han sin Mønsterstat? Paa den ene Side stiller han Lovgiveren, som tænker, opfinder, handler; paa den anden Side Samfundet, som ubevægeligt og følesløst lader sig behandle som en død Masse. Den moralske Drivfjær, al Grund for Handlingen, tages saaledes fra de øvrige Mennesker for at gjøres til Ens udelukkende Eiendom. Fenelon, Forløberen for vore dristigste moderne Organisatører, giver Bestemmelser om alle Salentineres Fødemidler, Vaaninger, Klædedragt, Forlystelser, Beskjæftigelser. Han siger dem, hvad de faa Lov til at spise og drikke, efter hvilken Plan deres Huse skulle være byggede, hvormange Værelser de skulle indeholde, hvorledes de bør være møblerede.

Han siger – men jeg lader ham selv tale: «Mentor indsatte Embedsmænd, for hvilke Kjøbmændene gjorde Rede for sine Varelagere, for sine Indkomster og sine Udgifter samt sine Handelsforetagender. Forøvrigt var Handelen fuldkommen fri … Han forbød alle fremmede Landes Vareartikler, som kunde indføre Luxus og Blødagtighed. Han indskrænkede betydeligt Antallet af de Kjøbmænd, som solgte tilskaarne Klæder m. M. … Han bestemte Klæderne, Fødemidlerne, Møblerne, Husenes Størrelse og Bygningsstil for alle de enkelte Samfundsklasser.

Bestem Levemaaden efter Fødselen, sagde han til Kongen; Personer af første Rang næst efter dig skulle være klædte i hvidt; de af anden Rang i blaat; af tredie i grønt; af fjerde i brandgult; af femte i lyserødt; af sjette i graat; af syvende i lysegult. Saaledes skal Klædedragten være beskaffen for de 7 forskjellige Klasser af fri Mænd. Alle Slaver skulle være klædte i Mørkegraat. Man *) (Samfundsfabrikanterne have undertiden været beskedne nok til ikke at sige: Jeg vil gjøre, jeg vil lade. De betjene sig gjerne af den metaforiske, men enstydige Form: Man vil gjøre, man vil ikke tillade.) skal aldrig tillade nogen Forandring hverken i Tøiernes Stof eller i Snittet paa Dragterne.»

Gjenkjender man ikke her en ved Læsningen af Platos og Lykurgs Exempel opflammet Indbildningskraft, som forlyster sig med at anstille Experimenter med Mennesker aldeles som med en Lerklump? Og man søge ikke at undskylde slige Hjernespind dermed, at de ere en Frugt af den reneste Velvillie. Den samme Velvillie har besjælet alle Samfundsorganisatører og Samfundsforstyrrere.

Rollin. Der er en anden Mand, som næsten er Fenelons Lige med Hensyn til Aand og Hjerte, men som mer end Fenelon har beskjæftiget sig med Opdragelsen, det er Rollin. Ak, til hvilken Grad af intellektuel og moralsk Slaphed havde ikke den langvarige Omgang med den klassiske Fortid ført den hæderlige Rollin! Man kan ikke læse hans Bøger uden at føle sig angreben af Sorg og Medlidenhed. Man ved ikke, om han er Kristen eller Hedning, saa stor er den Upartiskhed han iagttager mellem Gud og Guderne. Bibelens Mirakler og den historiske Tids Sagn (Legender) finde hos ham den samme Lettroenhed. Over hans milde Aasyn sees der bestandigt at fare en mørk Sky af krigerske Lidenskaber; han taler kun om Kastespyd, Sværd og Katapulter. Det er for ham som for Bossuet et af de mest interessante sociale Problemer, at udfinde, om den makedoniske Falanx var bedre end den romerske Legion. Han priser Romerne, fordi de ikke beskjæftigede sig med andre Videnskaber end de, der gaa ud paa at herske: Veltalenhed, Statskunst, Krig. I hans Øine ere alle andre Kundskaber Kilder til Fordærvelse, og de tjene kun til at gjøre Menneskene tilbøielige til Fred; han forviser dem ogsaa omhyggelig fra sine Skoler, og Hr. Thiers roser ham derfor. Alt hans Røgoffer er for Mars og Bellona; kun nogle faa Korn gjemmer han til Kristus. En bedrøvelig Legebold for den nedarvede Sædvane, som har gjort den klassiske Lærdom til den forherskende, er han iforveien saa fast bestemt paa at beundre Romerne, at, hvad dem angaar, deres blotte Afhold fra at begaa de største Forbrydelser af ham prises som de største Dyder. I hans Øine aflægge Alexander og Scipio Prøve paa et uforligneligt Heltesind, naar den første angrer at have myrdet sin bedste Ven og den sidste ikke bortrøver en andens Hustru. Med et Ord, hvis han af enhver af os har gjort en levende Modsigelse, saa er han visselig selv det fuldkomneste Mønster derpaa.

Man tror maaske, at Rollin var en lidenskabelig Beundrer af den lakedæmoniske Kommunisme og de lakedæmoniske Love. Lader os dog imidlertid ikke gjøre ham Uret; hans Beundring er ikke uden Forbehold. Han dadler, dog med Iagttagelse af passende Skaansomhed i Udtrykkene, den spartanske Lovgiver, fordi han paa sit Værk har sat fire smaa Pletter: Ørkesløshed, fælles Ægteskaber, Barnemord, Slavernes Nedsabling i Masse. Efterat han har gjort sit Forbehold mod disse fire Forhold, er den hæderlige Mand igjen inde i den klassiske Sædvane, og ser i Lykurg ikke et Menneske, men en Gud og finder hans Samfundsforfatning fortræffelig.

Lovgiverens Mellemkomst i Alt synes Rollin saa nødvendig, at han med den alvorligste Mine i Verden lykønsker Grækerne med, at en Mand ved Navn Pelasgus var kommen at lære dem at spise Olden. Tidligere, siger han, spiste de Græs ligesom de ufornuftige Dyr.

Fremdeles siger han: «Gud var skyldig Romerne Herredømmet over Verden som en Belønning for deres store Dyder, som dog kun ere det tilsyneladende. Han vilde ikke have været retfærdig, dersom han havde tildelt disse Dyder, som ikke have nogen Realitet, en mindre Belønning.»

Ser man ikke tydelig Kristendommen og den nedarvede Sædvane her, i Rollins Person, kjæmpe om en stakkels Sjæl i Vaande? Aanden i denne Sætning er den samme, som gaar igjennem alle de Skrifter, vi have af det franske Undervisningsvæsens Grundlægger. At modsige sig selv, at lade Gud modsige sig selv, det er Rollin, det er Klassiciteten lyslevende.

Om ogsaa de fælles Ægteskaber og Barnemordet vække Betænkeligheder hos Rollin med Hensyn til Fortræffeligheden af nogle blandt Lykurgs Samfundsindretninger, hindrer det ham dog ikke i at være en lidenskabelig Beundrer af alle de øvrige og han finder endog Midler til at forsvare Tyveriet. Trækket er karakteristisk og staar i saa nær Forbindelse med den Gjenstand, jeg behandler, at det kan fortjene at anføres.

Rollin begynder med at opstille som Grundsætning: Loven skaber Eiendomsretten, den fordærvelige Grundsætning, der er fælles for alle Organisatører, og som vi snart ville gjenfinde i Rousseaus, Mirabeaus, Robespierres og Babeufs Mund. Eller, naar Loven er Grunden til Eiendomsretten, kan den da ikke ligesaa godt være Grunden til Tyveriet? Hvad er til Hinder derfor?

«Tyveriet var tilladt i Sparta, siger Rollin, det blev straffet strængt hos Skytherne. Aarsagen til denne Forskjel vil let indsees; den ligger deri, at Loven, som ene afgjør Eiendomsretten til Tingene og deres Benyttelse, hos Skytherne ikke gav en enkelt Person Ret over en Andens Eiendom, og at Loven hos Lakedæmonerne bestemte ganske det Modsatte.»

Til Slutning beraaber den hæderlige Rollin sig, i sin Iver for at forsvare Lykurg og Tyveriet, paa den mest ubestridelige af alle Auktoriteter, Guds egen:

«Intet er sædvanligere, siger han, end lignende Rettigheder over en Andens Eiendom: det er paa denne Maade Gud ikke blot gav de Fattige Ret til at plukke Druer i Vingaardene og Ax paa Markerne, og til at tage med sig hele Knipper, men han gav ogsaa enhver Forbigaaende Ret til, saa ofte han vilde, at gaa ind i en Andens Vingaard, og der spise saa mange Druer, han ønskede, imod Eierens Villie. Gud angiver selv Grunden dertil, og den er: at Israels Land tilhørte ham, og at Israeliterne kun paa dette betyngende Vilkaar havde Ret til at bruge det.»

Man vil uden Tvivl sige, at dette er en Lære, som helt og holden er personlig for Rollin. Det er just det samme, jeg siger. Jeg søger at vise, til hvilken Grad af moralsk Slaphed den bestandige Omgang med det gamle Samfund kan bringe de rigeste og ædleste Intelligentser.

Montesquieu. Man har sagt om Montesquieu, at han har gjenfundet Menneskehedens Rettigheder. Det er en af disse store Forfattere, hvis mindste Ord har Privilegium paa at gjælde som Auktoritet. Gud forbyde, at jeg i mindste Maade skulde ville forringe hans Ære. Men hvad maa man ikke have Ret til at tænke om den klassiske Dannelse, hvis det har lykkedes den i den Grad at forvilde denne ædle Aand, at han hos Oldtiden beundrer endog de mest barbariske Indretninger?

«Jeg beder om at lægge Mærke til, siger han, hvilken omfattende Aand disse Lovgivere maatte være i Besiddelse af for at indse, at til samme Tid, som de stødte al antagen Brug for Hovedet og forvirrede alt Begreb om Dyd, viste de derved hele Verden sin Visdom. Lykurg gav sin Stad Fasthed, idet han blandede Tyveriet med den strængeste Retfærdighed, det haardeste Slaveri med den yderste Frihed, de grusomste Følelser med det største Maadehold. Han syntes at berøve dem alle Hjælpekilder, skjøn Kunst, Handel, Penge, Mure; man er der ærgjærrig uden Haab om at blive noget Høiere; man har der naturlige Følelser, og man er der hverken Barn, Ægtefælle eller Fader; Kydskheden selv er berøvet al Blufærdighed. Det er ad disse Veie, Sparta er ført til Storhed og Ære.

Se her videre, hvorledes den klassiske Opdragelse lærer os at opfatte Ligheden:

«Omendskjønt i Demokratiet den virkelige Lighed er Statens Sjæl, saa er den alligevel saa vanskelig at oprette, at en yderlig Nøiagtighed i denne Henseende ikke altid vilde være nyttig. Det er nok, at man indfører en Census, som formindsker Ulighederne til en vis Grad, hvorpaa det da tilkommer de særskilte Love at, saa at sige, udjævne Ulighederne ved de Skatter, som de paalægge de Rige, og den Understøttelse, som de give de Fattige» (Esprit des Lois L. V. c. V). Det er ikke tilstrækkeligt i et vel indrettet Demokrati, at Jordlodderne ere lige; de maa ogsaa være smaa som hos Romerne. (c. VI).

Rousseau. Der er ingen, som paa den franske Revolution har udøvet en saa stor Indflydelse som Rousseau. «Hans Arbeider, siger Louis Blanc, vare altid paa den offentlige Velfærdskommites Bord.» «Hans Paradoxer,» siger han fremdeles, «som hans Samtid tog for literære Friheder, skulde snart gjenlyde i Nationalforsamlingerne under Formen af dogmatiske Sandheder og skarpe som Sværdet.» Og for at det moralske Baand, som knytter Rousseau til Oldtiden ikke skal miskjendes, tilføier samme Lovtaler: «Hans Stil minder om det pathetiske og kraftige Sprog hos en Cornelias Søn.»

Hvem ved forresten ikke, at Rousseau var den mest lidenskabelige Beundrer af de Ideer og Sæder, som man er bleven enig om at tillægge Romerne og Spartanerne? Han siger selv, at Læsningen af Plutarch har gjort ham til det, han er.

Hans første Arbeide rettedes mod den menneskelige Aandsudvikling. Strax paa første Side udraaber han:

«Skulde jeg kunne glemme, at det var i Grækenlands Skjød man saa denne Stad reise sig, der er ligesaa berømt ved sin lykkelige Uvidenhed som ved Visdommen i sine Love, denne Republik af Halvguder snarere end af Mennesker, i den Grad syntes deres Dyder ophøiede over Menneskeheden!»

I sit andet Arbeide, Afhandlingen om Uligheden i de menneskelige Kaar, gjør han endnu heftigere Udfald mod Samfundet og Civilisationens Grundlærdomme. – Hovedtanken i denne berømte Afhandling kan sammenfattes paa følgende Maade: Den skrækkeligste Skjæbne venter dem, der ere saa ulykkelige at fødes efter os og skulle lægge sine Indsigter til vore. Udviklingen af vore Evner gjør os allerede meget ulykkelige. Vore Fædre vare det mindre, fordi de vare mere uvidende. Rom nærmede sig Fuldkommenheden, Sparta havde realiseret den, saavidt Fuldkommenheden lader sig forene med en Samfundstilstand. Men den sande Lykke for Mennesket, den er at leve i Skovene, ensom, nøgen uden nogen Baand, uden Tilbøieligheder, uden Sprog, uden Religion, uden Ideer, uden Familie, med et Ord i den Tilstand, i hvilken det i den Grad nærmede sig Dyret, at det var meget tvivlsomt, om det gik opreist og om ikke dets Hænder vare Fødder.

Ulykkeligvis er denne Guldalder ikke vedbleven. Menneskene have gjennemgaaet et Mellemstadium, som skjænkede uophørlige Nydelser. Ak, de forstode ikke at standse paa dette Kulturens første Trin: «Fra det Øieblik af, da det ene Menneske trængte til det Andets Bistand (her have vi allerede Samfundstilstandens sørgelige Aabenbarelse), saa snart man mærkede, at det var nyttigt for en at have Forraad for to, forsvandt Ligheden, Eiendomsretten indførtes, Arbeidet blev nødvendigt. Kunsten at bearbeide Metallerne og Agerbruget vare de to Opfindelser, som frembragte denne store Omvæltning. For Digteren er det Guldet og Sølvet, for Filosofen er det Jernet og Kornet, som har civiliseret Menneskene og fordærvet Menneskeheden.»

Mennesket maatte derfor forlade Naturtilstanden og træde ind i Samfundet. Dette er Anledningen til Rousseaus tredie Værk: le Contrat social.

Det ligger ikke i min Hensigt, her at gjennemgaa dette Arbeides Enkeltheder. Jeg indskrænker mig til at vise, hvorledes de græsk-romerske Ideer komme igjen paa hver Side.

Siden Samfundet er en Overenskomst, har enhver Ret til at fastsætte Vilkaarene for sig selv. Men dette er ikke let.

«Hvorledes skulle de fastsætte dem? Skal det ske efter en fælles Overenskomst, efter en pludselig Indgivelse?… Hvorledes skal en blind Masse, som ofte ikke ved, hvad den selv vil, af sig selv kunne udføre et saa stort, saa vanskeligt Foretagende, som et Lovgivningssystem?… Heraf fremgaar Nødvendigheden af en Lovgiver.»

Herved er da den almindelige Stemmeret ligesaa behændigt bortlistet af Praxis, som den er godkjendt i Theorien.

Thi hvorledes skal denne Lovgiver bære sig ad, som i alle Henseender bør være en overordentlig Mand, som, naar han vover at tage sig fore at give Love for, et Folk bør føle sig istand til at forandre Menneskenes fysiske og moralske Natur, som, med et Ord, bør opfinde den Maskine, hvortil Menneskene er Materialet?

Rousseau beviser her meget godt, at Lovgiveren hverken kan regne paa Styrken eller paa Overbevisningen. Hvorledes skal man da rede sig ud af denne Vanskelighed? Ved Bedrageriet?

«Se her, hvad det var, som til alle Tider tvang Nationernes Fædre til at tage sin Tilflugt til Himmelens Mellemkomst og skjænke Guderne Æren af sin egen Visdom…. Det er denne ophøiede Fornuft, som hæver sig over sædvanlige Sjæle, hvis Bud Lovgiveren lægger i de Udødeliges Mund, for ved guddommelig Auktoritet at indvirke paa dem, som den menneskelige Visdom ikke vilde kunne overbevise. Men det er ikke ethvert Menneskes Sag, at lade Guderne tale». (Guderne! de Udødelige! klassiske Reminiscens).

I Lighed med Platon og Lykurg, hans Læremestere, ligesom Spartanerne og Romerne, hans Helte, gav Rousseau Ordene Arbeide og Frihed en Betydning, ifølge hvilken de udtrykke to uforenelige Begreber. I Samfundstilstanden maa man da give Slip paa Friheden eller dø af Hunger. Der gives alligevel en Udvei af denne Vanskelighed, og det er Slaveriet.

«I det Øieblik et Folk giver sig Repræsentanter, er det ikke mere frit, er det ikke længer til? Hos Grækerne gjorde Folket selv alt, hvad der tilkom det. Det var uophørlig samlet paa den offentlige Plads; Slaverne forrettede Arbeidet; Folkets store Anliggende var Friheden. Naar det ikke længer havde samme Fordele, hvorledes skulde det da kunne bevare samme Rettigheder. I opofre mere for Eders private Fordel end for Eders Frihed, og I frygte meget mindre Fattigdom end Slaveri. Hvad! skulde Friheden ikke kunne bevares uden ved Hjælp af Slaveriet? Maaske. De to Yderligheder berøre hverandre. Alt hvad der ikke er naturligt, har sine Vanskeligheder og det borgerlige Samfund mere end alt Andet. Der gives saadanne ulykkelige Stillinger, i hvilke man ikke kan frelse sin Frihed uden paa en Andens Bekostning, og hvor Borgeren ikke kan være fuldkommen fri, uden at Slaven ogsaa er fuldkommen Slave. Saadan var Spartas Stilling. «I, moderne Folk, I have vel ikke Slaver, men I ere det.»

Se det er Klassicitetens nedarvede Sædvane i sin nøgne Skikkelse. De Gamle dreves af sit raa Instinkt til at give sig Slaver. Men ligesom det er en indgaaet Overenskomst, en Tradition indenfor vore Lærdomsanstalter, at finde alt, hvad hine have gjort, velgjort, saa lægger man dem i Munden spidsfindige Ræsonnementer over Frihedens Væsen.

Den Modsætning, som Rousseau opstillede mellem Natur- og Samfundstilstanden, er lige fordærvelig for den Enkeltes som for den almindelige Moral. Ifølge dette System er Samfundet Resultatet af en Overenskomst, som giver Loven sin Oprindelse, der paa sin Side af Intet skaber Retfærdigheden og Sædeligheden. I Naturtilstanden gives der hverken Sædelighed eller Retfærdighed. Faderen har ingen Pligt mod sin Søn, Sønnen mod sin Fader, Manden mod sin Kone, Konen mod Manden. «Jeg har ingen Forpligtelse mod dem, som jeg ikke har lovet Noget; jeg erkjender som en Andens kun det, som er mig unyttigt; jeg har en ubegrændset Ret til alt det, som frister mig og som jeg kan opnaa.»

Heraf følger, at, dersom den indgaaede Samfundsoverenskomst ophæves, styrter Alt sammen paa engang, Samfund, Lov, Moralitet, Retfærdighed, Pligter. «Enhver, siger Rousseau, indtræder i sine oprindelige Rettigheder og tilbagetager sin naturlige Frihed, til samme Tid som han taber den i Samfundet vedtagne Frihed, for hvilken han opgav den første.»

Der skal saaledes lidet til for at Samfundsoverenskomsten bliver opløst. Dette indtræder, saa ofte en Enkelt bryder sine Forpligtelser eller unddrager sig Iværksættelsen af en Lov. I samme Øieblik, som en, der er dømt fra Livet, unddrager sig, naar Samfundet siger til ham: Det er nødvendigt, at du dør, naar en Borger undslaar sig for at betale Skatter, naar en Oppebørselsmand forgriber sig paa den offentlige Kasse, i samme Øieblik er Samfundsoverenskomsten brudt, alle moralske Pligter ophøre, Retfærdigheden er ikke mere til, Fædre, Mødre, Børn, Ægtefæller have ikke længer nogen Forpligtelse mod hverandre; enhver har en ubegrændset Ret til alt, hvad der frister ham; med et Ord, den hele Befolkning indtræder i Naturtilstanden.

Jeg overlader til Læseren selv at tænke sig, hvilke Forstyrrelser slige Lærdomme ville foranledige i revolutionære Tider.

De ere ikke mindre skadelige for det enkelte Individs Moralitet. Hvilken Yngling siger ikke til sig selv, naar han fuld af Ild og Attraa træder ud i Verden: «Mit Hjertes Tilskyndelser ere Naturens Røst, som aldrig bedrager. De Indretninger, som ere mig til Hinder, komme fra Mennesker, og de ere kun vilkaarlige Overenskomster, i hvilke jeg ikke har taget Del. Naar jeg træder disse Indretninger under Fødder, vil jeg have den dobbelte Fornøielse at tilfredsstille mine Tilbøieligheder og at anse mig for en Helt.»

Mably. Der behøves ingen Citater for at bevise Abbed Mablys Græco-Romano-Mani. Ganske af et Stykke med Rousseau, skjønt med trangere Begreb og et mindre følsomt Hjerte end denne, antog Ideen hos ham en mindre afvexlende Skikkelse. Han bekjender sig ogsaa ganske ligefrem at være Platoniker, det vil sige Kommunist. Overbevist, som alle Klassicitetens Forsvarere, om at Menneskeheden er et Materiale for Samfundsfabrikanterne, havde han som alle disse Klassicitetsivrere større Lyst til at være Fabrikant end Material. Følgelig gjør han sig til Lovgiver. I Kraft heraf blev han kaldet til at ordne Polen, men han synes ikke at have lykkets. Senere tilbød han Anglo-Amerikanerne Spartanernes sorte Suppe, som han dog ikke kunde overtale dem til at fortære. Forbitret over denne Forblindelse forudsagde han Unionens Fald og gav den ikke fem Aar at leve i.

Det være mig tilladt her at gjøre et Forbehold. Naar jeg anfører urimelige og samfundsopløsende Læresætninger af saadanne Mænd som Fenelon, Rollin, Montesquieu, Rousseau, er det ganske vist ikke min Mening at benægte, at man af disse store Skribenter har Sider fulde af Fornuft og ren Moral. Men alt det Falske i deres Bøger har sin Grund i Klassicitetens nedarvede Sædvane, og det Sande derimod udspringer af en ganske anden Kilde. Min Paastand er, at den udelukkende Undervisning i den græske og latinske Literatur gjør af os Alle levende Selvmodsigelser. Den drager os med Vold hen til en forbigangen Tid, hvis Vederstyggelighed endogsaa den lovsynger, medens Kristendommen, Tidens Aand og det Grundlag af sund Fornuft, som aldrig taber sine Rettigheder, henviser os til et Ideal i Fremtiden.

Jeg forskaaner eder for Morelly, Brissot, Raynal, som retfærdiggjøre, ja kappes om at ophøie til Skyerne, Krigen, Slaveriet, det præstelige Bedrag, Fællesskab i Eiendom, Lediggang. Hvem skulde kunne tage Feil af den urene Kilde, hvoraf lignende Lærdomme flyde? Denne Kilde, jeg føler Trang til at gjentage det endnu en Gang, er den klassiske Dannelse, saaledes som den paalægges os alle ved de akademiske Examina.

Den rolige, fredelige og rene Oldtid har ikke alene udgydt sin Gift i Literaturen, men ogsaa i de Lovkyndiges Skrifter. Jeg paastaar dristigen, at man ikke hos nogen af vore Jurister finder Noget, der ligner en klar Opfatning af Eiendomsretten. Og hvad Værd kan en Lovgivning have, hvor denne Opfatning mangler? For nogle Dage siden kom jeg tilfældigvis til at aabne Vattels Afhandling om Folkeretten. Jeg ser, at Forfatteren der har helliget et helt Kapitel til Undersøgelsen af det Spørgsmaal: Er det tilladt at bortrøve Kvinder? Det er klart, at Sagnet om Romerne og Sabinerne har skaffet os denne Lækkerbidsken. Efterat Forfatteren med det største Alvor har afveiet Grundene for og imod, besvarer han til Slutning Spørgsmaalet bekræftende. Han skyldte Roms Ære dette. Eller have kanske Romerne nogensinde havt Uret. Der er en nedarvet Overenskomst, som forbyder os at tro det; de er Romere, det er nok. Mordbrand, Plyndring, Kvinderan, alt hvad der kommer fra dem, er stille, fredeligt og rent.

Vil man maaske indvende, at disse Anskuelser kun ere eiendommelige for nogle faa Individer? Vort Samfund maatte isandhed prises lykkeligt, dersom den klassiske Undervisnings uophørlige Virksomhed, forstærket ved saadanne Kjæmper som Montaigne, Corneille, Fenelon, Rollin, Montesquieu, Rousseau, Raynal, Mably, ikke havde havt nogen Indflydelse paa den almindelige Tænkemaade. Det er dette, vi nu skulle undersøge.

Først og fremst kunne vi da bevise, at den kommunistiske Ide bemægtigede sig ikke alene nogle enkelte Individer, men ogsaa hele Korporationer og det de lærdeste, ligesom de mest indflydelsesrige. Da Jesuiterne vilde organisere et Samfund ved Paraguay, hvad var det da for Mønstre, deres Studier havde gjort dem bekjendt med. Minos, Lykurgs og Platos Samfund. De indførte Kommunismen, som paa sin Side ikke undlod at virkeliggjøre sine sørgelige Følger. Indianerne nedsteg nogle Grader under den vilde Tilstand. Saa stor var imidlertid Europæernes indgroede Fordom for de kommunistiske Indretninger, der altid vare fremstillede som Mønstre paa Fuldkommenhed, at man fra alle Kanter prisede den Lykke og den Dyd, som eiedes af disse Væsener uden Navn (thi de vare ikke længer Mennesker), som vegeterede under Jesuitismens Hyrdestav.

Rousseau, Mably, Montesquieu, Raynal, disse store Missionsprædikanter, have de fremstillet det virkelige Forhold? Ingenlunde. Thi kan vel de latinske og græske Bøger bedrage? Kan man kanske fare vild, naar man tager Plato til Veiviser? Paraguays Indianere vare altsaa lykkelige eller burde ialfald være det under Straf af at være ulykkelige mod alle Regler. Azara, Bougainville og Andre, som have besøgt disse Egne, afreiste under Indflydelsen af disse forudfattede Ideer og vare fuldkommen forberedte paa at beundre alt det Herlige, de her skulde faa at se. Da derfor den nøgne Virkelighed stirrede dem i Øinene, vilde de i Begyndelsen ikke tro derpaa. De maatte dog til Slutning give tabt for Kjendsgjerningerne og til sin store Sorg bekjende, at Kommunismen, saa forførerisk som Ide, som Virkelighed er skrækkelig.

Logiken er ubøielig. Det er let forklarlig, at de Forfattere, jeg nys har anført, ikke vovede at drive sin Lære til de yderste Konsekvenser. Morelly og Brissot paatoge sig at bøde paa denne Mangel paa Konsekvens. Som sande Platonikere prædikede de aabenlyst Fællesskab i Eiendom og Hustruer og dette, lader os vel mærke det, idet de uophørlig paaberaabe sig Exempler fra denne skjønne klassiske Tidsalder, som hele Verden er kommen overens om at beundre.

Saadanne vare de Anskuelser om Familien, Eiendommen, Friheden, Samfundet, som den af Geistligheden meddelte Undervisning havde indplantet i den almindelige Opinion i Frankrige, dengang Revolutionen brød løs. Den har uden Tvivl sin Forklaring i Aarsager, der ikke have noget med den klassiske Undervisning at bestille. Men kan man vel nære Tvivl om, at den klassiske Undervisning har indblandet i den en Mængde falske Ideer, raa Lidenskaber, omvæltende Utopier, ulyksalige Experimenter? Man læse de Taler, som bleve holdte i den lovgivende Førsamling og i Konventet. Det er Rousseaus og Mablys Sprog. Der er ikke andet end Prosopopeer, Paakaldelser, Anføren af Ytringer, som man har af Fabricius, Cato, Brutus, Graccherne og Catilina. Staar man i Begreb med at begaa en Grusomhed, finder man altid til sammes Forherligelse en Romers Exempel. Hvad Opdragelsen har indlagt i Sjælene gaar over i Handlingerne. Man er kommen overens om, at Sparta og Rom ere Mønstre; man maa derfor enten efterligne dem eller paa en latterlig Maade efterabe dem. Den ene vil indrette olympiske Lege, en anden indføre Agerlove, og en tredie bespise Folket paa Gaderne med sort Suppe.

Det kan ikke være min Hensigt at forsøge paa her at udtømme dette Spørgsmaal, der vel var værd, at en øvet Haand anvendte derpaa mere end et blot Flyveskrift, Spørgsmaalet «om den græske og romerske Literaturs Indflydelse paa Aanden og Gangen i vore Revolutioner». Jeg indskrænker mig til nogle faa Træk.

To store Skikkelser beherske den franske Revolution og ligesom fremstille den i deres Personer: Mirabeau og Robespierre. Hvilken var nu deres Lære om Eiendomsretten?

Vi have seet, at de Folk, som i Oldtiden havde grundet deres Tilværelse paa Plyndring og Slaveri, ikke formaaede at sætte Eiendomsretten i Forbindelse med dens sande Aarsag. De vare nødte til at betragte den som noget Bestaaende, hvorom man var kommen overens, og de lode den have sin Grund i Loven, hvorved de ogsaa kunde lade Slaveriet og Tyveriet komme med ind, saaledes som Rollin saa naivt viser det.

Rousseau havde ogsaa sagt: «Eiendomsretten hviler paa en Overenskomst og er en menneskelig Indretning, medens derimod Friheden er en Naturens Gave.»

Mirabeau bekjendte sig til samme Lære: «Eiendomsretten, sagde han, er en Skabning af Samfundet. Ikke nok med at Lovene beskytte og opretholde den, de skabe den ogsaa, de bestemme den, de give den den Plads og Udstrækning, som den indtager blandt Borgerrettighederne.»

Og naar Mirabeau udtrykte sig saaledes, var det ikke for at opstille en Theori. Hans virkelige Formaal var at formaa Lovgiveren til at begrændse Udøvelsen af en Rettighed, som beroede paa dennes Gunst, siden han havde skabt den.

Robespierre gjentog Rousseaus Definitioner: «Da vi definerede Friheden, denne Menneskets første Trang, den helligste af de Rettigheder, det har af Naturen, sagde vi med Sandhed, at den begrændses af Andres Ret. Hvorfor have I ikke anvendt dette Princip paa Eiendommen, som er en Samfundsindretning, som om Naturens Love skulde være mindre ukrænkelige end menneskelige Vedtægter.» Efter denne Indledning gaar Robespierre over til Definitionen.

«Eiendomsretten er den Rettighed, Enhver har til at nyde og raade over de Goder, hvis Besiddelse Loven har sikret ham.»

Se her har man da den skarpeste Modsætning mellem Friheden og Eiendomsretten. De ere efter denne Anskuelse to Rettigheder af forskjellig Oprindelse. Den ene har sin Grund i Naturen, den anden er en Samfundsindretning. Den første er naturlig, den anden noget Vedtaget.

Hvem er det nu som skaber Loven? Lovgiveren. Han kan saaledes for Udøvelsen af Eiendomsretten bestemme, hvilke Betingelser det behager ham, da det er ham, der skjænker den.

Robespierre skynder sig ogsaa med af sin Definition at udlede Rettigheden til Arbeide, Rettigheden til Understøttelse og den voxende Formuesskat.

Robespierre, siger Hr. Sudre, bifaldt saaledes alle de Forholdsregler, som efter deres Opfinderes Mening, som i Virkeligheden danne Overgangen fra Eiendomsretten til Kommunismen. Gjennem Anvendelsen af Platos Afhandling om Lovene banede han sig Veien, uden selv at vide det, til Virkeliggjørelsen af den Samfundstilstand, som er skildret i Bogen om Republikken.

Robespierre kan forresten betragtes som en lidenskabelig Beundrer af den stille, fredelige og rene Oldtid. Selve hans Taler om Eiendomsretten ere rige paa Deklamationer i følgende Smag: «Aristides skulde ikke have misundt Crassus hans Skatte! Fabricius’s ringe Hytte havde Intet at misunde Crassus’s Palads!» etc.

Siden Mirabeau og Robespierre engang som Grundsætning tildelte Lovgiveren Ret til at bestemme Grændsen for Eiendomsretten, er det af liden Vægt at vide, hvor de ansaa det tjenligt at sætte denne Grændse. Det kunde muligens være denne bekvemt at standse ved Retten til Arbejde, Retten til Understøttelse og den voxende Formuesskat. Men Andre, mere konsekvente, nøiede sig ikke dermed. Dersom Loven, der skaber Eiendomsretten og efter Behag raader derover, kan gjøre et Skridt henimod Ligheden, hvorfor skulde den ikke gjøre to? Hvorfor skulde den ikke virkeliggjøre den fuldkomne Lighed? Saaledes blev Robespierre ganske naturlig overfløiet af St. Just og St. Just ligesaa naturlig af Baboeuf. Paa denne Vei er der kun en fornuftig Ende. Den er bleven betegnet af den guddommelige Plato.

St. Just – men jeg har allerede indskrænket mig formeget til Eiendomsretten. Jeg glemmer, at jeg har paataget mig at vise, hvorledes den klassiske Opdragelse har vendt op og ned paa alle moralske Begreber. Overbevist om, at Læseren vil tro mig paa mit Ord, naar jeg forsikrer, at St. Just har ladet Robespierre langt bag sig paa Kommunismens Vei, optager jeg igjen mit Thema.

Først maa vi da paavise, at St. Justs Vildfarelser staa i nøie Sammenhæng med hans klassiske Studier. Som alle sine Samtidige var han fordybet i Oldtiden til op over begge Ørene. Han troede sig at være en Brutus. Bortsendt fra Paris af sit eget Parti, skrev han: «Min Gud! Maa da Brutus forsmægte, glemt, langt fra Rom! Min Beslutning er fattet, og dersom Brutus ikke faar dræbt Andre, vil han dræbe sig selv.»

Dræbe! det lader, som om det var Menneskets Bestemmelse herneden.

Alle Latinister og Hellenister ere komne overens om, at Dyden er den Grundvold, hvorpaa en Republik hviler, og Gud maa vide, hvad de forstaa ved dette Ord! Det er derfor St. Just skrev: «En republikansk Regjering har Dyden til Grundsætning; hvis ikke – Skrækken.»

En anden af Oldtidens herskende Anskuelser er den, at Arbeide er noget Uværdigt. Ogsaa St. Just fordømte det og det er for at ikke nogen skulde fornedre sig til at øve et Haandværk, at han vilde uddele Jord til Alle.

Vi have seet, at efter de Gamles Forestilling Lovgiveren er for Menneskeheden, hvad Pottemageren er for Leret. Ulykkeligvis vil i et Samfund, hvor denne Anskuelse hersker, ingen være Leret, men alle Pottemageren. Man kan vel derfor tænke sig, at St. Just tildelte sig denne skjønne Rolle: «Den Dag, jeg blev overbevist om Umuligheden af at indplante Franskmændene milde, fornuftige og mod Tyranniet og Uretfærdigheden uforsonlige Sæder, vilde jeg dræbe mig.»

I Lighed med Lykurg, Plato, Fenelon, Rousseau tildeler St. Just sig selv større Ret og Magt over Franskmændenes Sæder, Følelse, Rigdomme og Børn, end alle Franskmænd tilsammen. Hvor Menneskeheden er liden i hans Tanke! eller rettere, den lever kun i ham. Hans Hjerne er Menneskehedens Hjerne, hans Hjerte Menneskehedens Hjerte.

Se dette er den Retning, Revolutionen har faaet af den græsk-latinske nedarvede Sædvane. Plato har udpeget Idealet. Det syttende og attende Aarhundredes Præster og Lægmænd lovsynge med en Mund dette Vidunder. Kommer saa Handlingens Time: Mirabeau stiger ned det første Trin, Robespierre det andet, St. Just det tredie, Antonelli det fjerde, og Baboeuf, større Logiker end alle sine Forgjængere, stiller sig paa det sidste ved den fuldkomne Kommunisme, ved den rene Platonisme. Jeg burde her anføre hans Skrifter; men jeg indskrænker mig til at nævne Titelen, thi den er betegnende: Bogen hedder Cajus Gracchus.

Revolutionens Aand, den Side idetmindste, som beskjæftiger os, ligger hel og holden i følgende Citater. Hvad vilde Robespierre? «Opløfte Sjælene til Høiden af de gamle Folks republikanske Dyder.» Hvad vilde St. Just? «Skjænke os Spartas og Athens Lykke.» Han vilde desuden, «at alle Medborgere skulde bære Brutus’s Dolk under Klæderne.» Hvad vilde den blodtørstige Carrier? «At alle Ynglinger herefter skulle berede sig for Scævolas Fyrfad, Socrates’s Giftbæger, Ciceros Død og Catos Sværd.» Hvad vilde Rabaut St. Etienne? «At efter Spartanernes og Kretensernes Exempel Staten bemægtiger sig Mennesket helt ifra Vuggen af, ja endog før Fødselen.» Hvad vilde de Hundredes Sektion? «At man indvier en Kirke til Friheden og der lader opreise et Alter, paa hvilket der skal brænde en bestandig Ild, vedligeholdt af unge Vestalinder.» Hvad vilde det hele Konvent? «At vore Kommuner herefter kun skulde have Mænd som Brutus og Publicola.»

Alle disse Revolutionsmænd vare alligevel fuldkommen oprigtige, og de vare derfor kun saameget farligere; thi Oprigtighed i Forbindelse med Vildfarelsen, det er Fanatismen, og Fanatismen er en Magt, især naar den virker paa Masser, der ere forberedte til at lade sig paavirke deraf. Den almindelige Begeistring til Gunst for et Samfundsideal kan ikke altid være ufrugtbar, og den almindelige Opinion, oplyst eller vildledet, er derfor ikke mindre Verdens Dronning. Naar en af disse Grundvildfarelser, – saaledes som Lovprisningen af Oldtiden, formedelst Undervisningen trænger ind i alle Hjerner med Intelligentsens første Daggry og der antager Skikkelse af nedarvet Sædvane, stræber den at gaa over fra Tankens til Handlingens Verden. Lader saa en Revolution Erfaringens Time slaa, hvo kan da sige, under hvilket frygteligt Navn den vil optræde, som hundrede Aar tilforn vilde have hedet Fenelon? Han vilde have nedlagt sin Tanke i en Roman; han dør for den paa Retterstedet; han vilde have været Digter: han bliver Martyr; han vilde have forlystet Samfundet: han omstyrter det.

Der gives dog i Virkeligheden en Magt, der er den nedarvede Sædvane, selv den mest udbredte, overlegen. Naar Opdragelsen har nedlagt et fordærveligt Frøkorn i Samfundslegemet, findes der dog i det en opholdende Kraft, en vis medicatrix, som tilsidst, efter Taarer og Lidelser, befrier det fra det giftige Frø.

Naar saaledes Kommunismen tilstrækkelig havde foruroliget Samfundet og sat dets Lykke paa Spil, blev en Reaktion uundgaaelig. Frankrig vendte tilbage til Despotismen. I sin Iver skulde det endog have ladet Revolutionens retmæssige Erobringer fare. Det fik Konsulatet og Keiserdømmet. Men behøver jeg vel at gjøre opmærksom paa, at den romerske Vildfarelse fulgte det i denne dets nye Udvikling? Oldtiden er atter tilstede, atter tilstede for at retfærdiggjøre alle Former af Vold. Fra Lykurg til Cæsar, hvormange Mønstre at vælge imellem? «Vi – og jeg laaner her Hr. Thiers’s Ord, – vi som, efter at have været Atheniensere med Voltaire, et Øieblik have villet være Spartanere under Konventet, bleve nu Cæsars Soldater under Napoleon.» Kan man miskjende det Præg, som vor Lidenskab for Rom har paatrykket denne Del af vor Historie? Dette Præg er jo overalt tilstede. Man ser det i Bygningerne, i Mindesmærkerne, i Literaturen, ja endog i det keiserlige Frankrigs Moder. Man ser det i de latterlige Navne, som gaves alle vore Samfundsindretninger. Det var udentvivl ikke noget tilfældigt, at man saa opstaa paa alle Kanter Konsuler, en Keiser, Senatorer, Tribuner, Præfekter, Senatsbeslutninger, Ørne, trajanske Kolonner, Legioner, Marsmarker, Prytanæer, Lycæer.

Kampen mellem de revolutionære og kontrarevolutionære Grundsætninger syntes at skulle faa en Ende i Julidagene 1830. Fra denne Tid have Landets intellektuelle Kræfter vendt sig til Studiet af de sociale Spørgsmaal, som i sig selv er høist naturlig og gavnlig. Men ulykkeligvis giver Universitetet det første Stød til Menneskeaandens Bevægelse og retter den endnu mod Oldtidens forgiftede Kilder, og med den Virkning, at vort ulykkelige Fædreland nødes til at leve om igjen sin tilbagelagte Tid og gjennemgaa samme Prøvelser paany. Det ser ud, som om det skulde være dømt til evig at gaa omkring i denne Cirkel: Utopi, Experimenteren, Tilbagegang – literær Platonisme, revolutionær Komunisme, militært Despoti – Fenelon, Robespierre, Napoleon! Kan det vel være anderledes, naar Ungdommen, blandt hvilken Literaturen og Dagpressen henter sine Forstærkninger, istedetfor at søge at opdage og fremstille Samfundets Naturlove, indskrænker sig til idelig at opfriske den græsk-romerske Grundsætning: Samfundsordenen er en Skabning af Lovgiveren. Bedrøvelige Udgangspunkt, som aabner en ubegrændset Bane for Indbildningskraften og er det Foster, hvormed Socialismen bestandig er svanger. Thi hvis Samfundet er en Opfindelse, hvem vil ei være Opfinder? hvem vil ikke være enten Minos eller Lykurg eller Plato eller Numa eller Fenelon eller Robespierre eller Baboeuf eller St. Simon eller Fourier eller Louis Blanc eller Proudhon?

Hvem finder det ikke ærefuldt at give et Folk Samfundsindretninger? Hvem synes ikke om at hilses med Navnet Nationernes Fader? Hvem tragter ikke efter som kemiske Elementer at forene Familien og Eiendomsretten?

Men for paa en anden Maade end i Dagbladenes Spalter at kunne give sin Indbildningskraft frit Løb, maa man have Magten i sin Haand, maa man befinde sig i det Middelpunkt, i hvilket alle Statsmagtens Traade løbe sammen. Det er ethvert Experiments nødtvungne Forudsætning. Enhver Sekt, enhver Skole vil da af alle Kræfter bestræbe sig for at bortfjerne den herskende Sekt eller Skole fra Roret, saa at under den klassiske Undervisnings Indflydelse Samfundslivet maa blive en uendelig Række af Kampe og Revolutioner, som kun have til Hensigt at udforske, hvilken Utopist der skal være forbeholdt Ret til at anstille Experimenter med Folket, som med en livløs Ting.

Ja, jeg anklager de akademiske Grader for at forberede hele den franske Ungdom til de socialistiske Utopier, til Experimenterne med Samfundet. Og heri stikker uden Tvivl Aarsagen til en høist sælsom Fremtoning, jeg mener den fuldkomne Udygtighed til at gjendrive Socialismen, som viser sig endogsaa hos dem, som tro sig truede deraf. Borgere, Godseiere, Pengemænd! St. Simons, Fouriers, Louis Blancs, Leroux’s, Proudhons Systemer ere, naar alt kommer til alt, kun Doktriner. Hvorfor gjendrive I dem da ikke? Fordi I have drukket af det samme Bæger, fordi Omgangen med de Gamle, fordi eders tilvante Beundring af alt hvad der er Græsk eller Romersk, har indpodet Socialismen i eder selv.

Eders Udjevning af Formuen ved Toldtariffen, eders Understøttelseslov, eders Fordring paa fri Skolegang, eders Opmuntringspræmier, eders Centralisation, eders Tro paa Staten, eders Literatur, Alt vidner om at I ere Socialister. I adskille eder fra Komunismens Apostler med Hensyn til Graden, men I ere paa samme gode Vei. Se dette er Grunden til, at I, naar I føle eder overfløiede, istedenfor at gjendrive, hvilket I ikke formaa, og heller ikke kunne uden tillige at fordømme eder selv, vride eders Hænder, rive Haaret af eders Hoveder, paakalde Magtens Bistand og sige i den ængsteligste Tone: Det er forbi med Frankrig!

Nei! det er ikke forbi med Frankrig! Thi se, hvad hænder. Medens I overgive eder til eders ufrugtbare Klager, gjendrive Socialisterne sig selv. Deres Lærere ligge i aaben Krig med hverandre. Phalansteren, Triaden, Nationalværkstederne ligge der, eders Forsøg paa ved Lovens Hjælp at udjævne Formuen vil ogsaa blive liggende. Hvad staar da endnu opret? Rentefriheden. Hvorfor bevise I ikke dens Urimelighed? Ak! det er eder, som har opfundet den. I have prædiket den i tusind Aar. Da I ikke kunde kvæle Renten, have I reglementeret den. I have underkastet den et Maximum, idet I saaledes bragte Folk til at tro, at Eiendommen er en Skabning af Loven, hvilket netop er Platos, Lykurgs, Fenelons, Rollins, Robespierres Tanke, som er, jeg frygter ikke for at udtale det, selve Grundtanken og Kjernen ikke alene i Socialismen, men ogsaa i Komunismen. Priser mig da ikke en Undervisning, som ikke har lært eder noget af det, I burde vide, og som lader eder staa forsagte og stumme foran det første Hjernespind, som det falder en svag Hjerne ind at udklække. I ere ikke istand til at stille Sandheden mod Vildfarelsen; lader da idetmindste Vildfarelserne tilintetgjøre hverandre indbyrdes. Vogter eder for at lægge Mundkurv paa Utopisterne og saaledes opreise deres Propaganda paa Forfølgelsens Fodstykke. De arbeidende Klassers Aand, om ikke Middelklassernes, har hengivet sig til Løsningen af de store sociale Spørgsmaal. Den vil løse dem. Den vil for Ordene: Familie, Eiendom, Frihed, Retfærdighed, Samfund finde andre Definitioner end de, som eders Undervisningsanstalter forsyne os med. Den vil beseire ikke alene den Socialisme, som giver sig ud for at være det, men ogsaa den, som ikke kjender sig selv. Den skal dræbe eders bestandige Mellemkomst fra Statens Side, eders Centralisation, eders kunstlede Enhed, eders Beskyttelsessystem, eders officielle Menneskekjærlighed, eders Rentelove, eders barbariske Diplomati, eders monopoliserede Undervisning.

Det er derfor, jeg siger: Nei, det er ikke forbi med Frankrig. Det skal gaa ud af Kampen lykkeligere, mere oplyst, bedre ordnet, større, friere, mere moralskt, mere religiøst, end I have gjort det.

Men med alt dette beder jeg eder lægge Mærke til, at, naar jeg hæver min Røst mod de klassiske Studier, forlanger jeg ikke, at de skulle forbydes; jeg forlanger kun, at de ikke skulle paatvinges Nogen. Jeg vender mig ikke til Staten for at sige til den: Paatvinger andre min Anskuelse, men kun: Paatvinger mig ikke Andres Anskuelse. Forskjellen er stor og man vogte sig for at sammenblande disse to Ting.

Hrr. Thiers, Riancey, Montalembert, Barthelemy St. Hilaire tro, at den romerske Atmosfære er udmærket vel skikket til at danne Ungdommens Aand og Hjerte. Lad saa være. Lad dem kaste sine Børn ind i den; for mig gjerne. Men de tillade da ogsaa mig at fjerne mine derfra, som fra en forpestet Luft. Mine Herrer Reglementører, hvad der forekommer eder ophøiet, forekommer mig afskyeligt, hvad der tilfredsstiller eders Samvittighed, foruroliger min. Nu vel! følger I eders Anskuelser, men lader mig følge min. Jeg tvinger ikke eder, hvorfor ville da I tvinge mig?

I ere fuldkommen overbeviste om, at i social og moralsk Henseende tilhører det skjønne Ideal Fortiden. Jeg for min Del ser det i Fremtiden. «Lader os vove at sige det til et Aarhundrede, som er stolt af sig selv,» sagde Hr. Thiers, «Oldtiden er det Skjønneste, Verden har havt.» Hvad mig angaar, saa har jeg den Lykke ikke at dele denne trøstesløse Anskuelse. Jeg siger trøstesløs, thi den indeslutter i sig, at Menneskeheden ifølge en uundgaalig Skjæbne bliver slettere Dag for Dag. I henlægge Fuldkommenheden til Tidernes Begyndelse, jeg til deres Ende. I tro, at Samfundet gaar tilbage, jeg at det skrider fremad. I tro, at vore Meninger, vore Ideer, vore Sæder saavidt muligt bør kastes i den antike Støbeform; jeg for min Del kan længe nok studere Spartas og Roms Samfundsorden, og er dog ikke istand til der at finde andet end Vold, Utilfredshed, Bedrag, bestandige Krige, Slaveri, Skjændigheder, rænkefuld Politik, falsk Moral, falsk Religion. Hvad I beundre, afskyr jeg. Beholder da eders Omdømme, men lader mig ogsaa beholde mit. Vi ere ikke her Advokater, som tale den ene for, den anden mod den klassiske Undervisning, for en Førsamling, der har faaet til Hverv at afgjøre Sagen ved at tvinge min eller eders Samvittighed: Jeg begjærer ikke andet af Staten end dens Neutralitet. Jeg begjærer Friheden for eder som for mig. Jeg har fremfor eder idetmindste den Fordel, som tilkommer Upartiskheden, Maadeholdet og Beskedenheden.

Jeg vil nu ytre Noget om et Ord, som ofte er bleven udtalt under denne Debat; det er Ordet Enhed; thi mange se i de akademiske Grader et Middel til at paatrykke alle Intelligentser en Retning, der, selv om den ikke var fornuftig og nyttig, dog idetmindste er ensformig og, som en Følge deraf, god.

Enhedens Beundrere ere særdeles talrige og det af let begribelige Aarsager. Ved en guddommelig Anordning have vi alle en stærk Tro paa Sikkerheden af vort eget Omdømme, og vi tro, at der i Verden ikke gives mer end en rigtig Anskuelse, nemlig vor egen. Ligeledes er det vor Mening, at Lovgiveren ikke kan gjøre bedre end at tvinge den paa Alle, og for større Sikkerheds Skyld ville vi alle være denne Lovgiver. Men Lovgiverne følge den ene efter den anden, og hvad hænder saa? Jo, at ved enhver Forandring den ene Enhed afløser den anden. Undervisningen gjennem Staten gjør da Ensformigheden herskende, idet den betragter enhver Periode for sig; men dersom man sammenligner de særskilte med hverandre, f. Ex. Konventet, Direktoriet, Keiserdømmet, Restaurationen, Julimonarkiet, Republiken, saa gjenfinder man Uligheden og hvad værre er, den fordærveligste af alle Uligheder, den som paa det intellektuelle Omraade ligesom paa Theatret frembringer Dekorationsforandringer efter Maskinisternes Lune. Skulle vi bestandig lade Nationens Intelligents, den almene Retsbevidsthed nedsynke til denne Grad af Skam og Fornedrelse?

Der gives to Slags Enhed. Den ene er et Udgangspunkt. Den paalægges af Magten, af dem, som for Øieblikket have Magten. Den anden er et Resultat, den store Fuldendelse af den menneskelige Fuldkommenhedsevne. Den har sin Grund i Intelligentsernes naturlige Stræben hen mod Sandheden.

Det første Slags Enhed har derimod til sin Grund Foragt for Menneskeslægten og til sit Redskab Despotismen. Robespierre var Enhedsmand, da han sagde: «Jeg har skabt Republiken; jeg vil nu ogsaa skabe Republikanere.» Napoleon var Enhedsmand, da han sagde: «Jeg elsker Krigen og jeg vil gjøre alle Franskmænd til Krigere.» Frayssinous var Enhedsmand, da han sagde: «Jeg har en Tro, og gjennem Opdragelse vil jeg bøie alle Samvittigheder efter denne Tro.» Procust var Enhedsmand, da han sagde: «Se her en Seng; jeg vil afkorte eller forlænge Enhver, som overgaar eller ikke opnaar dens Dimensioner.» Den akademiske Grad er det ligeledes, naar den siger: «Samfundslivet skal nægtes enhver, der ikke underkaster sig mit Program.» Og man indvende ikke, at en høiere Auktoritet hvert Aar kan forandre dette Program; thi Intet kunde vel være mere bedrøveligt. Nationen i sin Helhed vilde ikke være andet end Lerklumpen, som Pottemageren sønderbryder, naar han ikke længer er tilfreds med den Form, han har givet den.

Jeg kan her ikke afholde mig fra at paavise Sporene af denne Klassicitetens nedarvede Sædvane, som bringer os til, hos de Gamle at beundre som Dyder, hvad der var Følgen af den haardeste Nødvendighed. Disse Gamle, som man saa meget priser, jeg kan ikke ofte nok gjentage det levede af Rov og vilde for Intet i Verden have rørt ved et Værktøi. De havde til Fiende hele Menneskeslægten. De havde dømt sig til en evig Krig og kun givet sig Valget mellem at seire eller dø. Derfor var der ikke og kunde der ikke for dem være mer end et Haandværk til, nemlig Soldatens. Samfundet maatte derfor søge at udvikle paa en ensartet Maade de krigerske Egenskaber hos alle sine Medborgere, og Medborgerne underkastede sig denne Enhed, som var Garantien for deres Existents.

Men hvad har vel disse barbariske Tider og den nye Tid at skaffe med hverandre?

For hvilket særskilt og nøie bestemt Endemaal skulde man nu stemple alle Medborgere som en Mynt med samme Præg? Mon fordi de alle bestemme sig for forskjellige Løbebaner? Hvilken Aarsag vilde man have til at kaste dem alle i samme Støbeform? og hvem skal holde Formen? Forfærdelige Spørgsmaal, som burde bringe os til Eftertanke. Hvem skal holde Formen? Hvis der findes en saadan Støbeform (og den akademiske Grad er en), skulde enhver ville holde i Hanken, Hr. Thiers, Parisis, Barthelemy St. Hilaire, jeg, de røde, de hvide, de blaa, de sorte. Man maatte da gribe til Vaaben for at afgjøre dette foreløbige Spørgsmaal, som uophørlig vil gjentage sig: Er det ikke simplere at sønderslaa denne ulyksalige Støbeform og ial Ærlighed proklamere Friheden?

Der er saa meget større Grund hertil, som Friheden er den Jordbund, hvor Enheden spirer, og den Luft, som driver den i Høiden. Konkurrentsen har til Følge, at den fremkalder, aabenbarer og spreder de gode Metoder og trænger de slette tilbage i Skyggen. Thi der er ingen Tvivl om, at Menneskeaanden har et større Slægtskab med Sandheden end med Vildfarelsen, med det Gode end med det Onde, med det Nyttige end med det Skadelige. Dersom det ikke var saa, dersom Undergang af Naturen var bestemt for det Sande og Seier for det Falske, vilde alle vore Bestræbelser være forgjæves. Menneskeheden vilde da af en ulykkelig Skjæbne, som Rousseau troede, drives henimod en uundgaaelig og bestandig tiltagende Fornedrelse. Man maatte da med Hr. Thiers sige: Oldtiden er det Skjønneste, Verden har havt, hvilket dog ikke alene er en Vildfarelse, men ogsaa en Forhaanelse. Menneskenes Interesser, vel forstaaede, ere harmoniske, og Lyset, som gjør disse Interesser forstaaelige for dem, brænder med en stedse livligere Glands. De Bestræbelser, som saaledes gjøres af Individerne enkeltvis som i Forening, Erfaringen, deres Famlen, ja selv Feiltagelserne, Konkurrentsen, Friheden med et Ord, lade Menneskene stævne hen mod denne Enhed, som er Udtrykket for Lovene for deres Natur og Virkeliggjørelsen af det almindelige Velbefindende.

Kan man nære nogen Tvivl om, at Undervisningen, befriet fra de Hindringer, Universitetet lægger iveien, og ved Gradernes Afskaffelse unddraget Klassicitetens nedarvede Sædvane, jo skulde ansporet af Kappelysten styrte sig ind paa nye og frugtbringende Veie. De frie Undervisningsanstalter, som ville opstaa paa alle Kanter, ville føle Nødvendigheden af at give den menneskelige Aand dens sande Føde, nemlig Kundskaben om hvad Tingene ere, og ikke Kundskaben om hvad de for totusind Aar sagdes at være. «Den gamle Tid er Verdens Ungdom, siger Baco, og egentlig talt er det vor Tid, som er den gamle Tid, da Verden har samlet Kundskab og Erfaring, idet den ældedes.» Betragtningen af Guds og Naturens Verker i den moralske og materielle Verden, se det er den sande Undervisning, det er den, som skal herske i de frie Undervisningsanstalter: De Unge, som have modtaget den, ville gjennem Intelligentsens Styrke, Dømmekraftens Sikkerhed, og deres Duelighed for Livets praktiske Anliggender vise sig de vederstyggelige smaa Talere overlegne, som Universitetet og Geistligheden have mættet med Lærdomme, der ere ligesaa falske, som de ere forældede. Medens de første ere forberedte for vor Tids Samfundsanliggender, ville de sidste være nødte til at glemme, om de kunne det, hvad de have lært, for derpaa at lære, hvad de bør vide. Med disse Resultater for deres Øine ville de fleste Familiefædre foretrække de fri Skoler, fulde af Saft og Liv, for disse andre Skoler, der falde under Slendrianens Aag.

Jeg sagde nys, at Klassicitetens nedarvede Sædvane gjør af os alle levende Modsigelser, Franskmænd af Nødvendighed, Romere gjennem Opdragelse. Skulde man ikke kunne sige, at vi ogsaa i religiøs Henseende ere levende Modsigelser?

Vi kjende alle i Hjertet en uimodstaalig Magt, som driver os til Religionen, til samme Tid som vi i vor Intelligents føle en ikke mindre uimodstaalig Magt, som fjerner os derfra, og det saameget mere, det er en Kjendsgjerning, jo mere udviklet Intelligentsen er, saa at en stor Theolog har kunnet sige: Literati minus credunt.

Idet jeg nu igjen ser hen til de akademiske Grader, spørger jeg mig selv, om Geistligheden vil føle saa stor en Uvilje mod at forlade den klassiske Undervisnings Slendrian, hvortil den forresten ikke vil blive tvungen.

Det skulde være besynderligt, om den platoniske Kommunisme, Hedendømmet, de Ideer og Sæder, som ere frembragte af Slaveriet og Røveriet, Horats’s Oder, Ovids Metamorphoser, fandt sine sidste Forsvarere og Lærere i Frankrigs Præster? Det tilkommer ikke mig at give dem Raad. Men de ville tillade mig her at anføre et Uddrag af et Tidsskrift, der, om jeg ikke tager feil, redigeres af Geistlige:

«Hvilke ere da blandt Kirkens Lærere Forsvarere for den hedenske Undervisning? Er det den hellige Klemens, som har skrevet, at den verdslige Kundskab er lig Frugter og Bagværk, som man kun bør tage til ved Maaltidets Slutning? Er det Origines, som har skrevet, at i den hedenske Poesis gyldne Bæger ligger dødelig Gift? Er det Tertullian, som kalder de hedenske Filosofer Kjætternes Patriarker, Patriarchæ hæreticorum? Er det Irenæus, som erklærer at Plato har været Kryderiet paa alle Kjætterier? Er det Lactants, som bevidnede, at paa hans Tid vare de Lærde de, som havde mindst Tro? Er det den hellige Ambrosius, der sagde, at det var høist farlig for de Kristne at beskjæftige sig med den hedenske Literatur? Er det endelig den hellige Hjeronymus, som i sit Brev til Eustochia med Kraft fordømmer de hedenske Studier og siger: Hvad Samfund har Lyset med Mørket? Hvad Overensstemmelse er der mellem Kristus og Belial? Hvad har Horats at bestille med Psalteret, Virgil med Evangeliet?

Men lader os nu høre den hellige Augustin tale.

«De Studier, gjennem hvilke jeg kom til at læse Andres Skrifter, og skrive, hvad jeg tænker, vare dog langt nyttigere og solidere end de, som man siden tvang mig til at hengive mig til, og som angik, jeg ved ikke hvilken Æneas’s Eventyr, og som bragte mig til at græde over den af Kjærlighed døende Dido.» «Det er dog disse Naragtigheder man giver Navn af den skjønne og anstændige Literatur. Lad dem opstemme sit Skrig mod mig disse Literaturens Kjøbmænd, jeg frygter dem ikke. Det er sandt, at jeg fra disse Studier har beholdt meget, som det er nyttigt at vide, men alt dette kan man lære andensteds end af en saa uren Kilde, og man bør føre Børnene paa en mindre farlig Vei. Men hvo vover vel at modstaa dig, Vanens forbandede Strøm! Er det ikke for at følge den slagne Landevei, man har ladet mig læse Historien om Jupiter, som til samme Tid holder Tordenen og begaar Ægteskabsbrud? Man ved vel, at det ikke lader sig forene; men ved Hjælp af denne formindsker man den Skræk, som Ægteskabsbruddet indgyder, og man bringer de Unge til at efterligne en forbrydersk Guds Handlinger.»

«Og ikke destomindre, o Helvedes Strøm, styrter man i dine Bølger alle Børn, man gjør stort Væsen af denne forbryderiske Brug. Det gaar for sig offentlig under Øvrighedens Øine mod en forud betinget Løn. Det var Vildfarelsens Vin, som drukne Lærere rakte os i vor Ungdom; de straffede os, naar vi nægtede at drikke den, og vi kunde fra deres Kjendelse ikke appellere til nogen Dommer, der ikke var ligesaa drukken som de. Min Sjæl var saaledes et Bytte for urene Aander; thi det er ikke blot paa en Maade man ofrer til Dæmonerne.»

Disse saa veltalende Klageraab, tilføier det katholske Blad, denne saa bitre Kritik, disse saa haarde Bebreidelser, denne saa rørende Bekjendelse, disse saa forstandige Raad, ere de ikke ligesaa anvendelige paa vort eget Aarhundrede, som paa det, for hvilket den hellige Augustin skrev? Bibeholder man ikke, under Navn af klassisk Undervisning det samme Studiesystem, mod hvilket Augustin med saa megen Kraft hævede sin Stemme? Har ikke denne Strøm af Hedendom oversvømmet Verden? Styrter man ikke hvert Aar i dens Bølger Tusinder af Børn, som der tabe Tro, Sæder, Følelse af den menneskelige Værdighed, Kjærlighed til Friheden, Kundskab om deres Rettigheder og deres Pligter, som gaa ud deraf aldeles gjennemtrængte af Hedenskabets falske Anskuelser, dets falske Moral, dets falske Dyder, ikke mindre end af dets Laster og dets dybe Foragt for Menneskeheden?

Er det en Barbar, en Vandal, en Gepid, der her vover at tage til Orde? Miskjender han den høie Skjønhed ved de literære Mindesmærker som Oldtiden har skjænket os, eller de Tjenester, som de græske Demokratier, har bevist Civilisationens Sag?

Nei, han kan ikke ofte nok gjentage, at han ikke fordrer af Loven, at den skal forbyde, men kun, at den ikke skal foreskrive. Den blot lade Medborgerne have sin Frihed. De skulle nok vide at stille Historien i dens rette Lys, at beundre det, der er Beundring værd, at brændemærke det, der fortjener at foragtes, og befri sig fra denne Klassicitetens nedarvede Sædvane, som er de moderne Samfunds fordærvelige Landeplage. Under Frihedens Indflydelse skulle Naturvidenskaberne og den verdslige Literatur, Kristendommen og Hedenskabet vel vide ved Undervisningen at skaffe sig den retmæssige Andel, der tilkommer dem, og det er paa denne Maade den Harmoni skal gjenoprettes mellem Anskuelserne, Sæderne og Interesserne, som for Samvittighederne ligesom for Samfundene er Betingelsen for Orden.

Oversætterens Anmærkning

*) Frédéric Bastiat, Repræsentant ved den konstituerende Førsamling i 1848 og ved den «lovgivende Førsamling», korresponderende Medlem af Akademiet for de moralske og politiske Videnskaber, er født i Bayonne 1801, død i Rom 1850. Bastiats Fader var en anseet Kjøbmand i Bayonne. Sin første Uddannelse modtog den unge Bastiat i Bayonne, men afsluttede den ved et 3aarigt Ophold ved Skolen i Sorreze. Skjønt hans Studier ofte bleve afbrudte paa Grund af hans svagelige Helbred, udmærkede han sig dog fremfor sine Meddisciple, af hvilke han var almindelig elsket for sin Hjertensgodhed og ophøiede Karakter. En kort Tid efterat han havde forladt Skolen, traadte han da ind i sin Onkels Handelshus i Bayonne. Sine Fristunder anvendte han her til at dyrke de skjønne Kunster og Literaturen. For filosofiske Studier havde han allerede tidlig faaet Smag; hans kjæreste Læsning var, ved Siden af Forfattere som Smith, J. B. Say og Destutt-Tracy, navnlig en Afhandling om Lovgivningen af Chr. Comte. Lidt efter lidt vandt han Anerkjendelse som en mere end almindeligt oplyst Mand og blev fra Aaret 1831 beklædt med forskjellige Tillidsposter. I Aaret 1840 gjorde han en Reise til Spanien og Portugal for at indkræve nogle udestaaende Fordringer efter sin Fader, en Reise, der maatte være meget frugtbringende for en Mand med hans Iagttagelsesevne i et Land med saa mange Særegenheder i Sæder, Karakter og Institutioner. Det var imidlertid først i Aaret 1844 Bastiat optraadte som Forfatter med en anonym Artikel i Journal des Economistes. Den var rettet mod Beskyttelsessystemet, og denne saavelsom en anden Artikel Om Retten til Arbeide, hvori Socialisternes Theori med Hensyn hertil bekjæmpes, vakte megen Opsigt. I 1846 var han med at stifte en Forening for Frihandelssystemet. Denne Forening havde sit Sæde i de to Stæder Paris og Bordeaux, og han selv fungerede som Sekretær ved den parisiske Afdeling og Hovedredaktør af et Blad, der blev grundlagt af forskjellige Frihandelsselskaber. Men hans Kræfter svækkedes ved det anstrængende Arbeide, der end mere forøgedes, da han i 1848 blev valgt til Medlem af Nationalforsamlingen. Den Kamp han i de to førnævnte Skrifter havde aabnet, navnlig mod Socialismens Grundsætninger og Retninger, fortsatte han ikkedestomindre nu med megen Kraft, men paa en saa lidet udfordrende og saa pyntelig Maade, at han derved endog erhvervede sig sine Modstanderes Agtelse. Men hans Helbred var bleven aldeles nedbrudt, og han maatte efter sin Læges Raad reise til Italien, hvor han døde, efterladende sig ufuldført sit vigtigste Værk: Les Harmonies économiques. Frédéric Bastiats videnskabelige Løbebane har altsaa været kort, altfor tidlig afbrudt, men den har været tilstrækkelig til at skabe ham udødelige Fortjenester. Foruden en hel Del større og mindre Skrifter, som alle bekjæmpe Socialismen, skrev han en Afhandling om «Baccalauréat et socialisme», hvoraf det Meste og Bedste meddeles i dette Skrift. En Franskmand udtaler sig om den paa følgende Maade: Det er en af de mest udmærkede Afhandlinger, Bastiat har udgivet siden 1848. For at kunne lade den vederfares sin fulde Ret, maatte man gjengive den i dens Helhed. Ingensinde er den fordærvelige Retning, som vor offentlige Undervisning har faaet, bleven fremstillet med den Kraft og Forstand, som det her er Tilfældet. «Dersom de Tanker, der ere udviklede i dette udmærkede Værk, har en oplyst Mand sagt, ikke med Tiden skulde seire over de Meninger, der understøttes af Vanen eller Mangel paa Eftertanke, saa maatte man fortvivle over et Lands Fremtid, hvor de uimodstaaeligste Fornuftgrunde havde saa liden Magt.» (M. Victor de Tracy). Bastiat havde tænkt at foredrage sit «Baccalauréat» osv. i Nationalforsamlingen, men hans svækkede Helbred tillod det ikke, hvorfor han lod Arbeidet udkomme i Trykken. For at forstaa ham er det tjenligt at man ved, at Ordet «Université» i Frankrig indbefatter alle de Undervisningsanstalter, som hos os kaldes Universitet, Latinskoler, Borgerskoler og Almuskoler, samt at «Universitetet», ɔ: Staten, har forbeholdt sig Eneret til at undervise. Dog har Geistligheden tiltaget sig Ret til at oprette Skoler for vordende Geistliges Opdragelse, og heri optages der Mange, der siden ikke blive Geistlige; den omgaar saaledes Loven.